Jeg husker tydeligt følelsen, da jeg skulle tage afsked med min kæreste. At skulle undvære hinanden i 2 en halv uge, var alligevel længe taget i betragtning af, at vi aldrig havde været adskildt længere tid fra hinanden, i hvert fald ikke med mere end 10 km. afstand.
Det passede mig godt, at min mor først ville køre ham hjem, og derefter hente min veninde, og køre os ind til hendes kæreste, hvor vi skulle sove, og derefter med toget kl. 04.20 om morgenen/natten til Roskilde. Jeg havde lavet et lille privat brev til min kæreste, som jeg havde tænkt, han kunne læse, og dermed vide hvor højt jeg elsker ham, og at jeg ville savne ham, frem for, at vi skulle stå og tage afsked og fortælle hinanden det facetoface. Dette er dejligt, men jeg ønskede ikke et stort tudeshow, og jeg ville ikke gøre noget stort ud af det, for det ville bare være hårdere for os begge, tænkte jeg.
Min mor satte ham af, og jeg smuttede hurtigt ind og se farvel til hans familie, og da jeg kom ud igen, trak han mig med om i haven og så begyndte det ellers, men det var kun dejligt at dele tårer og vide, at vi begge ville savne hinanden højt. Jeg skal lære, at man altid vil komme ud for situationer, hvor man skal tage det sure med det søde, og vores adskillelse er jeg ikke et sekund i tvivl om, var det værd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar